Retningslinje 3:
Tilrettelægge indsatsen efter leverandørers risiko for krænkelse af grundlæggende rettigheder og standarder
Rådet anbefaler, at virksomheder udviser den nødvendige omhu og tilrettelægger indsatsen efter, hvor risikoen for overtrædelser er størst sammenholdt med virksomhedens potentielle indflydelsesmuligheder:
Dette indebærer, at virksomheder bør forholde sig til følgende spørgsmål:
- Hvilke leverandører har størst risiko for at overtræde grundlæggende rettigheder og standarder set ud fra virksomhedens aktuelle problemstillinger, risikofaktorer i leverandørkæden og forskellige indkøbskategorier?
- Har vi indrettet vores leverandørstyring således, at indsatsen koncentreres om områder, hvor risikoen for dårlige sociale og miljømæssige forhold er størst?
- Hvordan kan leverandørers eller områdets risikoprofil ændres gennem eksempelvis brugen af kontrolbesøg, selverklæring/evaluering og dialog med den enkelte leverandør?
- Er det hensigtsmæssigt at opdele vore leverandører i forskellige risikogrupper ud fra eksempelvis regionsrisiko, brancherisiko og sporbarhed og tilrettelægge indsatsen herefter?
- Hvordan kan vi løbende motivere leverandøren til at skabe varige sociale og miljømæssige forbedringer?
- Bør vi foretage anmeldte eller uanmeldte kontrolbesøg hos leverandøren?